IFRS 16, som blev indført i 2019, er en international regnskabsstandard, der har haft en betydelig indvirkning på virksomhedernes balance. Det er nu obligatorisk for virksomheder at bogføre de fleste af deres leasingaftaler direkte i balancen, hvilket er en betydelig ændring fra tidligere standarder.
For at illustrere denne ændring, tænk på en virksomhed, der lejer en kontorbygning for en periode på 10 år. I henhold til de tidligere regnskabsstandarder, ville virksomheden bogføre leasingbetalingene som en omkostning i resultatopgørelsen over leasingperioden. Men ifølge IFRS 16, vil denne bygning, eller retten til at bruge bygningen, nu blive vist som en aktiv i balancen. Samtidig skal virksomheden også bogføre en gæld, der svarer til nutidsværdien af fremtidige leasingbetalinger. Disse ændringer kan have stor indvirkning på virksomhedens nøgletal, såsom gældsgrad og driftsmargin.
Det er vigtigt at bemærke, at der er visse undtagelser fra disse regler. For eksempel behøver virksomheder ikke at balancere leasingaftaler for aktiver med lav værdi, som en bærbar computer, eller leasingaftaler med en leasingperiode på 12 måneder eller mindre. Men disse undtagelser er begrænsede, og de fleste virksomheder vil blive påvirket i en vis grad af IFRS 16.
Som virksomheder navigerer disse ændringer, er der vigtige valgmuligheder at overveje. For eksempel kan virksomheder vælge at anvende en forenklet metode ved overgangen, hvilket betyder, at de kun behøver at balancere kontrakter, der er aktive på det tidspunkt, hvor IFRS 16 begynder at gælde. De kan også vælge at anvende fuld retroaktiv metode, hvilket betyder, at de skulle genberegne og præsentere deres tidligere regnskaber som om IFRS 16 altid havde været gældende.
På trods af disse udfordringer er der dog flere fordele ved at følge IFRS 16.